Annoncegodkendelse giver ingen juridisk beskyttelse ved online annoncering

Mange virksomhedsejere antager, at når Google eller Meta godkender deres annonce, er de helt sikre. Tanken er enkel: milliard­dollar­platforme har avancerede compliance­systemer, der ikke ville tillade noget, som kan føre til bøder eller retssager. Desværre er det en alvorlig misforståelse – og en, der kan koste dig dyrt.

Kernen i problemet: to parallelle standarder

Der er to helt forskellige regler i spil:

• Section 230 i den amerikanske Communications Decency Act beskytter platformene (Google, Meta, Amazon osv.) mod at blive holdt ansvarlige for tredjeparts­indhold.
• FTC’s “strict liability”-regler pålægger annoncøren det fulde ansvar for vildledende påstande – uanset om du “bare” brugte en bureaupartner eller et AI-værktøj til at skrive teksten.

Kort sagt: Platformen er immun, mens du som annoncør kan få stribevis af bøder, hvis dine udsagn ikke er veldokumenterede.

1. Strikt ansvar forklaret

• Intention betyder ingenting. Du kan ikke forsvare dig med “jeg mente det ikke.”
• Uvidenhed er ingen undskyldning. “Jeg vidste ikke, påstanden var falsk” hjælper ikke.
• Du kan ikke løbe fra det ved at pege på et bureau eller AI. Reguleringen ser på dig som den “principale” part, der høster fordelene ved annoncen.

Hvis din annonce lover “hurtigste levering” eller “tab 10 kg på 4 uger,” er det din opgave at kunne fremvise en konkret, skriftlig dokumentation – fx en logistikrapport eller en klinisk undersøgelse – der beviser påstanden. Uden den risikerer du en bøde fra FTC eller statslige forbrugerombud.

2. Section 230: Platformenes skjold

• Oprindeligt skabt i 1996 for at beskytte ytringsfrihed og innovation på nettet.
• I dag beskytter loven en forretningsmodel: selv når platformene profitterer på ulovligt indhold eller bedrageri, er deres ansvarsvindue ekstremt snævert, hvis de ikke direkte skaber det ulovlige.
• Konsekvensen er en betydelig moral hazard: Platformene har ingen økonomisk interesse i at bygge compliance-værktøjer, der udelukker alle risikable annoncer. De vil hellere beskytte deres brand end det ansvar, du som annoncør har.

3. Ansvarstrappen i et annoncesamarbejde

• Platformen (Google/Meta): Legal status = immun under Section 230.
• Bureauet (den kreative part): Legal status = forsømmelsesansvar (negligence). De er kun ansvarlige, hvis de “vidste eller burde have vidst” om det falske i annoncen.
• Dig (virksomhedsejeren): Legal status = strict liability. Du er sidst i kæden og sidder tilbage med ansvaret – også hvis bureauet eller en AI har begået fejl.

4. Det fjendtlige annonce­miljø: Byd mod “spøgelser”

Platformene tillader “high-risk” aktører – fx svindlere, der aldrig leverer fysiske produkter – at deltage i annonceauktionerne. De har ekstremt lave omkostninger og kan byde aggressivt. Det driver dine klikpriser i vejret og tvinger dig til at betale en “svindelmoms” alene for at forblive konkurrencedygtig. Undersøgelser viser, at Meta regner med, at op mod 10 % af deres annonceindtægter kommer fra sådanne risikofyldte annoncer.

5. AI-fælden: Automatisk indhold og hallucinationer

• Hvis robotten “hallucinerer” en påstand, er du juridisk ansvarlig.
• Retssager som Forrest v. Meta indikerer, at platformene kan miste Section 230-beskyttelse, hvis deres AI aktivt “udvikler” det ulovlige indhold.
• Google Performance Max har standard-indstillingen “Final URL Expansion” tændt, så deres bot frit kan crawle alle sider på dit domæne og omdanne dem til annoncer. Også sider, du ikke engang vidste eksisterede. Google understreger i vilkårene, at “kunden er eneansvarlig” for alle materialer, som botten genererer.

6. Hvem bliver undersøgt i praksis?

Selvom ansvarsnormen er streng, har myndighederne begrænsede ressourcer og prioriterer sager baseret på:

• Omfang og forbrugerskade (fx kosttilskud, finansielle produkter, business-tilbud).
• Antal klager (BBB, forbrugermyndigheder eller viral opmærksomhed).
• Branche – en lille, lokal blikkenslager risikerer normalt ikke en FTC-rettesag, men kan få sag fra konkurrenter eller kommunale forbrugerbeskyttelseslove.

7. Internationale forskelle

• EU’s Digital Services Act (DSA): Pligter platforme til at begrænse “systemiske risici” – undladelse kan føre til bøder på op til 6 % af global omsætning.
• UK’s Online Safety Act: Indfører et “duty of care” og kan ramme topledere med strafansvar.
• Canada: Konkurrencemyndighederne fører en hård linje mod vildledning og skjulte gebyrer uden platformenes 230-skjold.
• Bruxelles-effekten: Platformene implementerer ofte de strengeste EU-politikker globalt – også i din danske eller amerikanske konto.

8. Dit overlevelses-tjekliste for digitale annoncer

1. Indfør en “zero trust”-politik: Aldrig publicer automatiske oversættelser, ændringer eller nye kreativer uden manuelt review.
2. Substantiations-mappe: Saml en PDF-dokumentation, der før annonce­start kan bevise alle løfter (fx laboratorierapport, kundeundersøgelse, lager­log). Opdater hvert kvartal.
3. Slå “auto-apply” fra: Gennemgå straks dine Google Ads- og Meta-annonceringskonti og deaktiver automatiske tekst- og billedoplæg. Effektivitet er ikke værdifuld, hvis det koster dig erstatning eller bøder.
4. Følg lovgivningen: Keep an eye on SAFE TECH Act og andre forslag, som kan fjerne reklame­fritagelsen fra Section 230.

Konklusion: Ansvar kan ikke outsources

I online marketing kan du hyre det bedste bureau og lade AI generere dine annoncer, men ansvaret lander altid hos dig. Platformenes interne politikker handler om at beskytte deres indtjening, ikke dit juridiske efterværn. Du vil aldrig være lovligt sikker bare fordi en annonce er “gennem systemet.” Sand beskyttelse ligger i dine egne processer: strenge godkendelses-rutiner, dokumenteret bevis for alle påstande og manuelle kontrolgange. På den måde minimerer du risikoen og bevarer roen, selv når regulatoriske storme trækker op.

Vil du dykke endnu dybere ned i emnet og få flere tips til digital annoncering, så læs vores udvidede guide.