Produktsider - SEO Optimering

5 SEO-tips til dine produktsider på din webshop, der giver øget salg

Vil du have flere ordrer i din webshop? Så skal du kigge på SEO og indhold på dine produktsider. Det er dér, kunden beslutter sig. Og alligevel er det også dér, rigtig mange webshops gør mindst: Leverandørens tekst er kopieret direkte ind, metabeskrivelsen mangler, og billedet ligner noget, der er taget med en kartoffel.

SEO og salg hænger sammen. En produktside, der ranker, men ikke sælger, er spild af god trafik. I videoen giver jeg dig fem tips, der hjælper på begge dele. Herunder får du dem på skrift, opdateret til, hvordan Google og AI-søgning fungerer i dag.

Vil du nørde mere i de enkelte dele, linker jeg til mine dybere guides undervejs.

Start med dine top 20 produkter

Du kan ikke nå alle fem tips på alle dine produkter. Har du 25-40 produkter, så tag dem alle sammen. Men har du flere hundrede, eller 70.000 for den sags skyld, bliver du aldrig færdig. Og når du endelig er, kan du starte forfra, fordi der er kommet nye varer hjem.

Så gør som med elefanten: Man spiser den én bid ad gangen. Vælg dine top 20 produkter ud fra:

  • Salg: Hvilke produkter sælger du mest af, eller tjener du mest på?
  • Søgninger: Hvilke produkter vil du gerne ranke højt på i Google? Kig i Google Search Console efter produktsider med mange visninger, men få klik.
  • Mavefornemmelse: Din erfaring med, hvad kunderne efterspørger, er også data.

Har du kræfterne, så tag top 50 bagefter.

Tip 1: Skriv selv din title og metabeskrivelse, og spørg efter klikket

Det her tip tager mindst tid, og derfor bør du faktisk gøre det på alle dine produkter. Title og metabeskrivelse er det, folk ser i Google, før de har besøgt din webshop: den klikbare overskrift og de to linjer tekst nedenunder.

“Skriver Google dem ikke selv?” Jo, ret ofte. Google mixer gerne tekst fra din side, så det matcher søgningen. Men du kan ikke regne med det. Har du ikke skrevet noget selv, tager Google bare noget tekst fra siden, og så er det slet ikke sikkert, at det får nogen til at klikke.

Sådan gør du i WooCommerce og Shopify

I WooCommerce bruger jeg Yoast: Åbn produktet, scroll ned til Yoast-boksen, og udfyld SEO-titel og metabeskrivelse. I Shopify ligger felterne nederst på produktet under søgemaskinevisning (Search engine listing). I videoen viser jeg et eksempel fra Glow Nordic, hvor metabeskrivelsen fortæller, hvad rosenvandet gør for huden, og slutter med “Se mere her”.

Hold titlen på cirka 50 til 60 tegn med produktnavnet forrest, og metabeskrivelsen på højst ca. 155 tegn. Vil du gå mere i dybden, har jeg skrevet en hel guide til titeltags og metabeskrivelser, der giver en højere klikrate.

Brug AIDA, og glem ikke A’et til sidst

AIDA står for attention, interest, desire og action. Rigtig mange er gode til de tre første, men glemmer at spørge efter ordren. Købmanden forsvinder lidt.

Den gode nyhed er, at folk, der googler, allerede er nået til ønsket. Søger jeg efter noget til min tørre hud, er jeg kun ude på én ting: at finde det rigtige produkt. Så hjælp mig med at tage det sidste skridt. Jeg skriver aldrig “klik her”. Jeg skriver “se mere her” eller “find hele udvalget her”. Spørger du ikke folk, sker der ingenting. I den her korte video forklarer jeg AIDA-modellen:

Tip 2: Én tydelig H1, og gentag den i en H2

Din H1 er den store overskrift øverst på produktsiden, og den skal indeholde det, du gerne vil findes på. På Glow Nordics produkt i videoen står der “Rosenvand”, og det er netop det, produktet skal findes på. Herefter gentager du ordet i en H2 længere nede, gerne i en anden sammenhæng, fx “Sådan bruger du rosenvand”.

Det gør det nemmere for Google at forstå siden, og kunden er ikke i tvivl om, at hun er landet det rigtige sted. To ting, du skal tjekke:

  • Kun én H1: I de fleste temaer bliver produktnavnet automatisk til H1. Tjek, at dit tema ikke også gør logoet eller en banner-tekst til en H1.
  • Brug H2’ere til at dele siden op: fx fordele, specifikationer og levering. Så er teksten nem at skimme for både mennesker og maskiner.

Tip 3: Billeder, ALT-tekst og anmeldelser, der skaber tillid

Nu har folk fundet dit produkt. Nu skal de købe det.

Gode billeder, der viser produktet i brug

Dit første billede skal være skarpt og professionelt, fritlagt eller taget af en fotograf, og det skal kunne zoomes. Billeder af produktet i brug lægger du i et galleri nedenunder. Men tænk dig om: Skal jeg bruge en madpincet til grillen, og dit billede viser den i en stegepande, kan jeg sagtens finde på at tænke “nå, den er vist til pande” og gå. Det er nonsens, men sådan tænker folk nogle gange. Vis de situationer, kunderne faktisk køber produktet til.

Husk ALT-teksten

I gamle dage, da vi sad på modem, kunne du læse ALT-teksten, mens billedet langsomt blev hentet. Modemmet er heldigvis dødt, men Google bruger stadig ALT-teksten til at forstå, hvad billedet viser, og skærmlæsere læser den højt. Beskriv billedet naturligt med produktnavnet, fx “Rosenvand fra Glow Nordic i sprayflaske”, i stedet for at proppe søgeord ind. Filnavne, komprimering og hastighed gennemgår jeg i min guide til billed-SEO for webshops.

Få anmeldelser på produktsiden

Anmeldelser øger konverteringen. Punktum. Du har tre muligheder:

  • Trustpilot: Danskerne har stor tillid til det, men produktanmeldelser og automatiske invitationer koster penge.
  • Google: Fint, men kunden skal have en Google-konto, og det gør det lidt tungt.
  • Webshoppens egne anmeldelser: Ofte det nemmeste. I videoen har Glow Nordic otte anmeldelser med masser af tekst direkte på produktet.

Sørg for, at anmeldelserne er markeret op med strukturerede data, så Google kan vise stjerner i søgeresultatet. Læs mere i mit indlæg om schema markup til webshops.

Tip 4: Skriv din egen produkttekst, og vend EFU om

På handelsskolen lærte vi EFU: egenskaber, fordele, udbytte. Den kommer fra butikken, hvor man havde god tid: “Koppen rummer 250 ml, den er lavet af porcelæn, den har en hank …” Det tager en krig og en evighed.

Online har du et til to sekunder til at fange mig. Så vend den om:

  1. Udbytte først: “Få en kaffekop, der holder kaffen varm længere.”
  2. Så fordelene: Den er nem at gøre ren, står stabilt og kan komme i opvaskemaskinen.
  3. Egenskaberne til sidst: Mål, materiale, rumindhold og så videre.

Skriv din egen tekst. Leverandørens tekst ligger sikkert på 20 andre webshops, og så har Google ingen grund til at vælge dig. Hold teksten øverst kort, så købsknappen aldrig forsvinder. Længere nede må du gerne gå i dybden og eventuelt lægge en video ind. Tre-fire relevante links i teksten er fint. Flere bliver hurtigt rodet.

Har du brug for en fast struktur til dine tekster, så brug min skabelon til produktbeskrivelser, der ranker.

Tip 5: Vis relaterede produkter, også i kurven

Kan det betale sig at henvise til andre produkter? Ja, i den grad. En “Du er måske også interesseret i”-sektion nederst på produktsiden giver ofte et klik nummer to. Det gør to ting:

  • Kunden bliver på din webshop og finder det, hun leder efter, i stedet for at hoppe tilbage til Google.
  • Du sælger mere, fordi folk får øje på produkter, de ikke vidste, de manglede.

De fleste webshopsystemer har det indbygget. Gør det samme i kurven: Har du en grænse for fri fragt, så er “Du mangler 49 kr. til fri fragt” plus et par relevante forslag en af de nemmeste måder at få mersalg på.

Bonus: SEO på dine produktsider virker også i AI-søgning

Flere og flere starter produktjagten i ChatGPT eller Googles AI-svar. Det gode er, at det, der virker i Google, også virker dér: unikke tekster, tydelige overskrifter, konkrete fakta som mål, materiale og pris, og ægte anmeldelser. Jeg har skrevet mere om, hvordan du optimerer dine produktsider til AI-drevne søgninger.

Vil du have hjælp til SEO på dine produktsider?

Fem tips lyder overskueligt, men på 20 produkter er det stadig et par dages arbejde. Vil du hellere drive din forretning, kan jeg hjælpe med SEO og GEO til din webshop, fra produktsider og kategorier til synlighed i AI-søgning. Er du i tvivl om budgettet, så læs med her: Hvad koster SEO til en webshop?

Og vil du bare gerne have et par friske øjne på dine produktsider, så skriv til mig. Så finder vi ud af, hvor der er mest at hente først.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange produktsider skal jeg optimere?

Start med dine top 20, altså dem der sælger mest, og dem du gerne vil ranke på. Har du under 40 produkter, så tag dem alle. Title og metabeskrivelse kan du med fordel skrive på alle produkter, fordi det går hurtigt.

Skal en metabeskrivelse have en call to action?

Ja. Google bruger ikke metabeskrivelsen som rankingfaktor, men den påvirker, om folk klikker. Afslut med en opfordring som “Se mere her” eller “Find hele udvalget her”.